I det fynske folks tjeneste

Falck har travlt efter kraftigt regnvejr

Ikke længe efter, at et voldsomt regnvejr er skyllet ind over Danmark, meldes der om vandskader flere steder.

Ikke længe efter, at et voldsomt regnvejr er skyllet ind over Danmark, meldes der om vandskader flere steder.

Falck har allerede en hel del at se til, efter at et voldsomt regnvejr skyllede ind over landet søndag aften og især sendte store mængder vand ned over Fyn og Sjælland.

Fynboerne blev ramt særligt hårdt, og Falck har allerede fået meldinger om 20 vandskader. Det er primært tale om kældre fyldt med vand, der skal pumpes ud.

Der oplyser Mikkel Andreas Beck, der er pressechef i Falck.

- Lidt over klokken 23 søndag aften er der kommet 20 meldinger om vandskader på Fyn, og 12 forskellige steder på øen er Falck også blevet bedt af politiet om at rykke ud med vejspærringer, siger han.

Det er især i området omkring Svendborg, at Falck har travlt, men også i Faaborg, Rudkøbing og i Ringe meldes der om høj vandstand i kældre og på vejbaner.

Indtil videre lader det til, at beboere på Sjælland og i hovedstadsområdet er sluppet rimelig billigt i denne omgang, hvad skader angår. Falck har ikke fået meldinger om vandskader derfra endnu - men det kan bestemt nå at ændre sig, fortæller pressechefen.

- Nu må vi se, hvordan vejret udvikler sig, men det er klart, at når folk står op i morgen tidlig og får kigget i deres kældre, vil mange nok finde vand, og så er det på med gummistøvlerne og ringe til Falck om nødvendigt, siger Mikkel Andreas Beck.

- Jeg kunne forestille mig, at vi får ret travlt den næste tid, tilføjer han.

Ved du noget? Så send os et tip