I det fynske folks tjeneste

Falck vil betale bod til Bios - hvis skader kan dokumenteres

Hvis Bios' bo kan dokumentere, at Falck med sin ageren har skadet Bios, vil Falck betale kompensation.

Falck er klar til at betale kompensation, hvis konkursboet efter ambulancetjenesten Bios' foretagende i Danmark kan dokumentere, at Falck har gjort skade på dens forretning.

Hvis konkursboet efter ambulancetjenesten Bios' foretagende i Danmark kan dokumentere, at Falck har gjort skade på dens forretning, er Falck klar til at betale kompensation.

Det skriver Falck i sit regnskab. Her præsenterer Falck et "selfcleaning-program" med navnet Clear.

Et af programmets tre initiativer er, at Falck vil "yde kompensation til de parter, som har lidt forudsigelige og dokumenterede tab som følge af Falcks handlemåde". Hvordan det skal dokumenteres, nævnes ikke specifikt.

Læs også Direktør for Bios kræver millioner fra tidligere ledelse i Falck: - De bør straffes

Programmet er en del af en "kulturel turnaround", som direktør Jakob Riis beskriver det i forbindelse med regnskabet.

Falck har tidligere i år fået en afgørelse imod sig i Konkurrencerådet.

Rådet fandt, at Falck, efter i 2014 at have mistet ambulancedriften i Region Syddanmark, misbrugte sin dominerende stilling i markedet til at drive konkurrenten Bios ud.

Ifølge Konkurrencerådets rapport brugte Falck en fordækt kommunikationskampagne for at skabe uro omkring Bios og skabe tvivl om, om det kunne løfte opgaven.

Samtidig arbejdede Falck aktivt for at hindre, at ambulancereddere skiftede til Bios. Det gav Bios store problemer med at rekruttere og leve op til sin kontrakt.

- Kendelsen var pinlig, siger Jakob Riis i forbindelse med regnskabet.

I Falcks regnskab kan man læse, at omsætningen er faldet med 1,5 procent til 3,5 milliarder kroner. Det skyldes ifølge Falck færre abonnementer og frasalg.

Læs også  Bios-sag får Falck-direktør til at forlade selskabet

Det er særligt den afdeling, som hedder Falck Assistance, der hjælper nødstedte bilister, hvor væksten går baglæns. Også den klassiske ambulancedrift har omsat for færre kroner.

Falck har samtidig nedbragt sin nettogæld med omkring 900 millioner kroner. Det efterlader en gæld på under 4,4 milliarder kroner.

Ud over at flere dele af Falck har en faldende omsætning, kan man også gennem regnskabet spore en øget lønsomhed. Det giver sig udtryk i, at en større del af omsætningen giver overskud i driften.

Ifølge Jakob Riis er det et bevidst valg, at Falck skal være mere lønsomt, selv om det i første omgang betyder, at omsætningen nogle steder falder.

Men Falck nærmer sig ifølge direktøren igen et sted, hvor der skal fokus på at vokse.

- Vi skal igen til at have et fokus igen på, hvordan vi vedligeholder og over tid øger vores forretning i vores kerneområder. Det har ikke været et fokus at kigge på toplinjen.