Falckredderelev i klemme: Super nederen

Morten Nielsens drøm er at blive Falckredder. Men den drøm er nu bristet. I stedet er uddannelse byttet ud med dagpenge og jobjagt.

Den 1. oktober skulle Morten Nielsen have været startet på uddannelsen som ambulanceredder hos Falck.

- Jeg havde det rigtig fedt. Det var en langvarig proces. Det tog et halvt år fra jeg sendte ansøgningen til jeg kom ind, fortæller Morten Nielsen til TV 2/Fyn.

Men så tabte Falck kampen om ambulancekørslen i Region Syddanmark til BIOS og Responce, og i samme øjeblik tabte Morten Nielsen drømmeuddannelsen på gulvet.

- Det var rigtig øv. Det er rigtig nederen, når man nu regner med, at man har tre års elevplads ude i fremtiden.

I stedet for flytning og uddannelsesstart sidder Morten Nielsen nu med dagpenge og jobsøgning.

Vibeke Syppli Enrum, som ikke selv sad i regionsrådet, da ambulancekørslen blev sendt i udbud, forstår ikke, hvorfor der ikke var tænkt over uddannelsen i regionens udbudsmateriale i første omgang. Men nu handler det om at få dem igennem uddannelsen alligevel, mener hun.

- Det er vores klare holdning, at det må Region Syddanmark gøre noget ved. Vi må betale for, at opgaven varetages - enten af Falck eller de nye selskaber, siger Vibeke Syppli Enrum, der er medlem af Regionsrådet for Enhedslisten.

30 nuværende elever hos Falck flyttes til andre dele af landet. Mens Morten Nielsen og 11 andre unge slet ikke kommer igang med uddannelsen.

Oversigt

    Oversigt