Falken forlader OB

OB-profilen Rasmus Falk har besluttet sig til at afvise OB's kontrakttilbud og forlader den fynske klub.

Efterårets store OB-profil Rasmus Falk er færdig i den fynske Alka Superliga-klub senest til sommer.

Falk har besluttet ikke at forlænge den kontrakt, der udløber efter denne sæson, og dermed skal han for første gang i seniorkarrieren spille i en anden klub end OB.

- Ramus Falk forlænger ikke med OB. Det er Rasmus' ønske at være åben og ærlig af respekt for OB og klubbens fans, skriver spillerens agent, Mads Bach Lund, på Twitter.

Det er Rasmus' ønske at være åben og ærlig af respekt for OB og klubbens fans

Forhandlingerne om en eventuel kontraktforlængelse har trukket ud, og Falk har længe erklæret sig i tvivl, om han skulle tage en ny tørn i den odenseanske Ådal.

Sidst i december meddelte OB dog, at klubben ikke ville strække sig længere i forhold til en ny kontrakt, og sportschef Jesper Hansen rykkede derfor Falk for et svar om fremtiden.

- Ligesom Rasmus skal tænke på sin fremtid og de muligheder, han har, så skal vi som ansvarlig ledelse i OB først og fremmest tænke på klubbens og truppens fremtid.

- Derfor henvendte vi os til Rasmus allerede i august for at vide, hvor han står, sagde Jesper Hansen.

Med kontraktudløb inden for et halvt år kan Rasmus Falk frit forhandle til anden side.

En række klubber - både danske og udenlandske - har været meldt interesseret i at overtage offensivspilleren.

Seneste rygte handlede om skotske Celtic.

Oversigt

    Oversigt