Fall sender Utaka på OB's bænk mod Fulham

Peter Utaka er bænket, og Baye Djiby Fall starter inde som angriber for OB i Europa League-kampen mod Fulham.

OB-træner Henrik Clausen har handlet efter sidste uges dårlige resultater og sendt angriberen Peter Utaka på bænken, når fynboerne klokken 19 torsdag aften møder engelske Fulham i Europa League-gruppespillet.

Utaka erstattes af Baye Djiby Fall som OB's enlige angriber mod Premier League-holdet.

OB startopstilling ser ud som følger (4-4-1-1):

Stefan Wessels - Espen Ruud, Anders Møller Christensen, Tore Reginiussen, Bernard Mendy - Andreas Johansson, Kalilou Traoré, Eric Djemba-Djemba, Bashkim Kadrii - Hans Henrik Andreasen - Baye Djiby Fall.

Fulham har en række velkendte navne på holdet.

Den australske landsholdsmålmand Mark Schwarzer er med, og det samme er den tidligere FC København-forsvarsspiller Brede Hangeland.

Kantspilleren Damien Duff med fortid i blandt andet Chelsea er også en profil, fynboerne skal passe på.

Englænderne trænes af hollandske Martin Jol, der også har stået i spidsen for Tottenham, Hamburger SV og Ajax tidligere i karrieren.

Inden opgøret har OB efter den første spillerunde tre point i gruppe K, mens Fulham har et point.

Men fynboernes kommer som nævnt til kampen oven på en nedtur i sidste uge. I ligaen, hvor holdet blot ligger nummer syv, tabte OB til både AC Horsens og FC Midtjylland. I pokalturneringen tabte OB til upåagtede Fredericia fra 1. division.

Fulham har endnu en sejr til gode efter seks spillerunder i Premier League. Fire uafgjorte kampe er det blevet til samt to nederlag. Det efterlader holdet lige over nedrykningsstregen.

Oversigt

    Oversigt