I det fynske folks tjeneste

Falsk voldtægt gav kvinde fængselsdom

Falsk anmeldelse om voldtægt koster nu en 22-årig kvinde en tur i fængsel.

En sigtelse for voldtægt er ikke til at spøge med, og når anmeldelsen viser sig at være falsk, så kan det få alvorlige konsekvenser for kvinden, der går til politiet.

Det må en 22-årig kvinde fra Svendborg nu sande, efter at hun er blevet idømt 20 dages fængsel for falsk anmeldelse, skriver Fyens Stiftstidende.

Kvinden dyrkede i sommer sex med en yngre mand på en parkeringsplads i Svendborg, men da hendes jaloux ekskæreste fik nys om udskejelserne, valgte kvinden at melde sin p-plads-partner for voldtægt.

Den unge mand blev hevet ind til forhør og var igennem en hel måned sigtet for voldtægt, før politiets efterforskning fik vendt pilen rundt, så den i stedet pegede på den 22-årige kvinde.

Kvinden har anket sin fængselsdom til landsretten.