Familie fik intet at vide

Pårørende til en 19-årig mand, som i sidste uge begik selvmord i Odense arrest fik ingenting at vide. da de torsdag morgen var til møde hos Fyns Politi.

Den 19-åriges søster og hendes mor deltog i mødet.

Politiet inviterede dem efter kritik af, at familien ikke kan få at vide, hvorfor den 19-årige blev varetægtsfængslet eller nærmere om omstændighederne ved hans selvmord.

Men det eneste de fik ud af mødet var, at politiets ledelse ikke er i stand til at sige noget som helst af hensyn til efterforskningen i sagen, den 19-årige blev sigtet for at være involveret i.

- Vi fik at vide, at sagen kører for dobbelt lukkede døre og derfor må de ikke sige noget, siger den 19-åriges søster, Tina Østergaard.

Tidligst 15. februar kan politiet komme med flere oplysninger.

Politiet undskyldte dog, at familen først efter fire dage fik udleveret et afskedsbrev, som den 19-årige skrev før han begik selvmord.

Mysterium

I følge Tina Østergaard har familien ingen anelse om, hvad den 19-årige kan være kommet ud i, som har ført til anholdelse og varetægtsfængsling ved et grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre.

Hverken hans færden i tiden op til fængslingen eller hans afskedsbrev giver så meget som en antydning af noget.

- Man kan jo ikke lade være med at få den tanke, at han har levet en slags dobbeltliv, siger søsteren, Tina Østergaard.

Familien har også den tanke, at den 19-årige var presset ud i noget, som førte til hans tragiske død.

Oversigt

    Oversigt