Familie frygter for Lasses liv

To gange i år har unge mænd begået selvmord, mens de har siddet varetægtsfængslet. En fynsk familie frygter for deres søn og brors sikkerhed, fordi han to gange har forsøgt at begå selvmord, mens han har siddet varetægtsfængslet.

36-årige Lasse blev den 3. oktober 2011 anholdt af Fyns Politi og sigtet i en narkosag.

Siden sin anholdelse har han to gange forsøgt at begå selvmord, mens han har siddet varetægtsfængslet. TV2 FYN har valgt ikke fortælle familiens efternavn af hensyn til de øvrige pårørende.

- Jeg tænkte: Hvornår lykkes det for ham. Det tænker jeg næsten på hver dag. En dag ringer de til mig og siger, at det er lykkes for ham. Det er rigtig hårdt, fortæller Lasses mor, Rita.

Lasse bliver flyttet rundt syv gange mellem forskellige arresthuse, fængsler og psykiatrisk skadestue uden at familien får noget at vide om det. Det eneste de ønsker er, at han får hjælp i form af psykiatrisk behandling.

Lasses søster Maria har senest besøgt ham fredag den 13. april. Søsteren kan se, at Lasse igen har forsøgt at begå selvmord. Denne gang ved at skære i sine håndled. Det er familien heller ikke blevet informeret om.

- Jeg ville ønske, at de var bedre til at informere om tingene.

- Synes du, at du har krav på det?

- Ja, det synes jeg, at jeg har.

- Også selv om han har gjort noget ulovligt?

- Ja, også selv om han har gjort noget ulovligt. For selvfølgelig skal han dømmes for det, han har gjort. Men jeg er hans søster, vi burde vide, hvad der sker med ham, siger Maria.

Selvmordsforsøg blandt indsatte

Kriminalforsorgen fører statistik over antallet af selvmord blandt indsatte. Tallet siden 2001 ligget mellem ti og en. I 2010 var tallet to.
I år har to begået selvmord.

Den 19. januar tager 19-årige Martin Østergaard sit liv, mens han sidder varetægtsfængslet i Odense Arresthus. Senest har en 21-årig mand hængt sig selv i Aalborg Arrest den 1. april.

Ser man på selvmordsforsøg ser tallene således ud: Fra 2002 til 2010 svinger det mellem 12 i 2008 og 45 i 2004 og 2005. I tallene for 2002-05 er selvmordsforsøg på Grønland også medregnet.

TV 2/FYN ser nærmere på, hvad kriminalforsorgen gør for at undgå selvmord i arresterne. I vores udsendelse kl. 19.30 kan du se et direkte interview med Camilla Hersom fra De Radikale.

Oversigt

    Oversigt