Familieejet fabrik: - Det er en fordel, at vi kender hinanden

Den fynske møbelpude- og dynefabrik Nortex har eksisteret i mere end 50 år, og det familieejede firma driver traditionerne videre.

Det er 27 år siden, Jess Hecht Petersen opkøbte Nortex efter at have været i virksomheden selv siden begyndelsen af 1960’erne.

Nortex hed tidligere Nordisk Fjer, og efter en større skandale gik virksomheden konkurs og blev ledig til Jess Hecht Petersen.

quote Jeg plejer at sige, at så længe Carsten hører efter, hvad jeg siger og omvendt, så går det egentlig meget godt

Søren Hecht Petersen, medejer, Nortex

Det er nu 11 år siden, at næste generation tog over, og familien ser det som en fordel, at fjerfabrikken er forblevet i familiens varetægt.

- Vi kender hinanden til bunds som brødre, og det synes jeg faktisk er en fordel, når man skal drive en forretning, siger Carsten Hecht Petersen, der er den ene søn og ejer af Nortex.

- Jeg plejer at sige, at så længe Carsten hører efter, hvad jeg siger og omvendt, så går det egentlig meget godt, siger Søren Hecht Petersen, som er den anden søn og ejer af Nortex.

- Alt skal ikke gå op i øre

Der er i alt ti ansatte i Nortex, og det lave antal har sat sit præg på kollegaskabet.

- Vi er en stor familie. Vi har jo fulgt hinanden i mange år. Det gør jo også, at man er glad for at være her, siger Anne Lauritsen, der har været i virksomheden i 21 år.

Nortex producerer primært møbelpuder af fjer og skum, som leveres til større møbelhuse, men virksomheden har også et mindre udvalg af dyner både til private og til hospitaler.

Det er ifølge ejerne klart møbelpuderne, der omsætter mest.

Overskygger det familiære ikke nogle gange det forretningsmæssige?

Det kan godt være, at det gør det lidt, men det skal også være sjovt at gå på arbejde. Alt skal ikke gå op i øre eller bundlinje nødvendigvis, siger Søren Hecht Petersen.

Oversigt

    Oversigt