I det fynske folks tjeneste

Modstrøm på vej: Familier flytter væk fra byen og ud på landet

Det er en myte, at befolkningen i stor stil flytter til de store byer. Udviklingen er vendt for aldersgruppen 25-39 år, viser nye undersøgelser.

00:23

Musiker og sangskriver Tom Bjerg har boet i København, men har valgt at flytte til Svendborg med sin familie. Video: Morten Albek

- Mange af mine københavnervenner kan godt se det. De er en lillebitte smule lysegrønne af misundelse over det, vi har herude.

Sådan lyder det fra musiker og sangskriver Tom Bjerg, der tidligere har boet i København, men nu bor og arbejder i Svendborg.

Den gængse fortælling i Danmark om, at alle befolkningsgrupper i stor stil flytter fra landet og ind til de store byer, bliver nu udfordret af nye undersøgelser.

Rapport afliver myter

I en rapport fra Aalborg Universitet aflives en række myter om danskernes flyttemønstre. Der er ikke længere en stor tilflytning til de større byer, og flere unge voksne vil bo i provinsen, viser rapporten.

Der er så småt indtrådt en såkaldt modurbanisering, hvor visse aldersgrupper flytter væk fra byen, påpeger forskningschef Hans Thor Andersen fra Aalborg Universitets Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed.

Musikeren Tom Bjerg i Svendborg er et godt eksempel. Han stammer oprindelig fra Jylland, men har i en længere årrække boet i København, hvor han har arbejdet som musiker i flere bands. 

Men ønsket om et liv uden for storbyen har trukket ham og familien til Fyn.

- Jeg er helt med på, at man som ung synes, det er fedt at komme til storbyen. Der er noget ungdomskultur, der knytter sig til storbyen, som vi ikke kan hamle op med. Men som voksen og som forældre synes jeg, at der er et liv herude, som er helt usammenligneligt med det, man har i storbyen, siger Tom Bjerg.

Karrieren spiller i provinsen

Sangskriveren er lige nu aktuel med ny musik. Tom Bjergs nye album "Den Vej" er blandt andet inspireret af det tætte forhold til naturen, som følger med, når man bor på landet.

02:59 Luk video

- Da jeg landede i Svendborg, gik der ikke ret lang tid, før jeg havde lært enormt mange musikere at kende. Og efter kort tid havde jeg spillejobs i mange forskellige sammenhænge. Arbejdsmæssigt kan tingene fint hænge sammen i provinsen, siger Tom Bjerg.

Rapporten fra Aalborg Universitet viser, at særligt aldersgruppen fra 25 til 39 år flytter væk fra de større byer og ud i landkommuner og såkaldte yderkommuner.

Læs også Valgurne er vigtigere end guld og ædelstene på museet

Unge familier flytter ud af byen

De nye flyttemønstre kan også dokumenteres i befolkningsstatistikkerne. Mens det i 2013 kun var Odense og Middelfart, der oplevede en nettotilflytning, så har tilflytningen nu også bredt sig til Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø og Langeland.

Det betyder, at antallet af 25 til 39-årige, der flytter til landkommunerne er større end antallet, som flytter derfra.

Modstrømmen bekræftes af professor Egon Noe fra Center for Landistriktsforskning på Syddansk Universitet, og ifølge ham har udviklingen flere årsager:

- For det første er der oplagte økonomiske årsager til, at denne aldersgruppe flytter væk fra byen. Som familie med børn er der mulighed for et større rådighedsbeløb, fordi boligudgifterne er lavere i landdistrikterne.

- Men samtidig er holdningen til, hvad der er et godt liv også ved at ændre sig. Et forureningsfrit miljø, at være tæt på ægte natur, og muligheden for et større nærvær, de ting trækker også flere unge familier til provinsen, fortæller professor Egon Noe.

Læs også Vil have hurtigere udrykning: - Flyt lægehelikopteren til Assens