Familier med børn rammes af besparelser

Børnefamilierne må holde for i den sparerunde, som Børn- og Ungeudvalget i Odense tirsdag fik på plads. Der skal spares knap 180 millioner kroner.

Stort set alle områder indenfor børn og unge får større eller mindre besparelser at mærke.

En af de store knaster er, at børn i vuggestuer og dagpleje skal tidligere i børnehave.

Hidtil er det sket, når barnet er tre år. Fremover sker det i alderen to år og ni måneder.

Børnehavebørn skal begynde i skolefritidsordning allerede i marts måned det år, de skal begynde i skole - såkaldt forårs-SFO.

Det er nemlig billigere end børnehaven, som forældrene alligevel betaler for.

Der bliver også sparet på den såkaldt differentierede undervisning med ekstra indsats overfor meget store klasser, klasser med udsatte og urolige børn.

Desuden skal der spares 20 millioner kroner på effektivisering på samtlige områder.

Til gengæld bliver der ikke skåret i normeringene og åbningstiden i daginstitutionerne forbliver uændret.

Se mere om sagen i TV 2/FYNs udsendelser klokken 19.30 og 22.20.

Oversigt

    Oversigt