Fanger indretter museum

Indsatte fra fængslet i Sdr. Omme knokler i disse uger på at renovere Ret og strafmuseet i Faaborg Arrest.

De indsatte bliver hver dag transporteret fra Sdr. Omme i Jylland til Faaborg for at arbejde med renoveringen af museet.

- Vi spurgte om de ville være med, og det ville de gerne, fortæller museumsinspektør Mette Jacobsen.

I første omgang forsøgte museet at få indsatte fra Søby Søgaard på Fyn til at deltage i arbejdet, men det viste sig at det især var de indsatte på Sdr. Omme, der havde rette håndværksmæssige kvalifikationer.

- Det betyder meget at kunne komme ud fra fængslet og være med til at lave et nyttigt stykke arbejde, siger Claus, der er indsat i det åbne fængsel i Sdr. Omme.

De indsatte får en udgangstilladelse og kører selv til arbejdet i Faaborg, og skal være tilbage i det åbne fængsel klokken 21.

Museet i Faaborg er landets eneste ret- og strafmuseum, og i efterårsferien kan publikum se fangernes arbejde med den nye udstilling.

- Udstillingen kommer til at rette sig både mod voksne og børn, og vi genetablerer mange af rummene, som de så ud for mange år siden, fortæller Mette Jacobsen.

Blandt andet kan man se fængselsinspektøren gamle soveværelse, der før i tiden lå direkte op af fængselsgangen med kikhul til cellerne.

Udstillingen åbner 13. oktober.

Læs mere om museet her

Oversigt

    Oversigt