Far dømt for drabsforsøg på hustru og søn

En 49-årig irakisk statsborger med opholdstilladelse i Danmark er blevet dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Han er dømt for at have forsøgt at dræbe sin hustru og søn.

Den 49-årige mand blev fundet skyldig at have stukket sin hustru fire gange i ryggen og en gang i halsen med en kniv og mindst en gang slået hende i hovedet med en hammer.

Hændelsen skete om eftermiddagen den 8. marts i år i familiens rækkehus i Odense.

Forløbet

Parrets to sønner forsøgte at standse overfaldet. I den forbindelse blev den yngste søn stukket flere gange i blandt andet lår, hals, bryst og ryg med en skruetrækker, hvorved den ene lunge klappede sammen.

Mens denne søn lå på gulvet, hoppede faderen på hans brystkasse og trådte ham på halsen. Den anden søn slap med en afværgelæsion efter at være ramt af en kniv. Den tiltalte huskede ikke selv noget om episoden.

Fundet skyldig

Han blev fundet skyldig i to tilfælde af drabsforsøg og i et tilfælde af farlig vold. Han er vurderet sindssyg og har været fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, siden han blev anholdt på gerningsdagen i marts.

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om udvisning, men et enigt nævningeting valgte at gøre udvisningen betinget.

Den tiltalte har modtaget dommen.

Oversigt

    Oversigt