I det fynske folks tjeneste

Far får fængsel og udvisning for vold mod sin egen datter

En polsk familiefar er idømt otte måneders fængsel og udvisning for vold mod sin egen datter gennem fire år.

En 31-årig polsk mand er blevet idømt otte måneders fængsel og efterfølgende udvisning for vold og mishandling af sin datter, fra hun var seks til ti år gammel.

En tiårig, polsk pige er blevet udsat for vold gentagne gange i al den tid, hun har opholdt sig i Danmark. Det er hendes egen far, der har stået for afstraffelsen af pigen, fra hun var seks til hun var ti år gammel.

Tirsdag eftermiddag afsagde Retten i Svendborg dom over faren. Volden mod datteren blev takseret til otte måneders ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark.

Slag med bælte og knytnæve

Anklager ved Fyns Politi Stephanie Pedersen krævede manden straffet efter den grove voldsparagraf 245, fordi der var tale om vold, der er sket mange gange og over så lang tid. 

Læs også Grim voldssag: Mand er dybt bevidstløs

- Det er vold efter paragraf 245, altså grov vold. Alle de ting, pigen er blevet udsat for hører egentlig hjemme under den milde voldsparagraf, men fordi det er sket mange gange, og pigen også er blevet slået med ting, så er det en skærpende omstændighed, der gør, at han skal dømmes efter den grove voldsparagraf, siger Stephanie Pedersen.

Faren er blandt andet tiltalt for at have slået sin egen datter med flad og knyttet hånd på kroppen og i ansigtet, og han har også slået sin datter på kroppen med et bælte.

Faster anmelder volden

Det er den tiårige piges faster, der anmeldte volden. Svendborg Kommune gik efterfølgende ind i sagen, og pigen blev fjernet fra familien, mens sagen mod hendes far stod på.

Manden var dog langt fra enig i anklagerens påstand om grov vold og udvisning, og han ankede dommen på stedet.

- Han erkendte simpel vold. Han erkendte, at han havde dasket til hende et par gange. Det kan være lidt svært at definere, hvad han mener med at daske, men han nægtede, at det skulle have været voldsomt og at det har stået på så længe, siger Stephanie Pedersen.

Ved du noget? Så send os et tip