Far i fængsel for at bortføre børn

Somalisk mand bildte konen ind, at han tog deres fire børn i Tivoli. I stedet tog han dem med til Somalia.

Den 43-årige somaliskfødte Mahamoud Abdullahi Farah fik torsdag halvandet års fængsel for ulovligt at have udført sine fire børn til Somalia for to år siden.
Manden boede i Odense indtil 2003, hvor han og hans kone blev skilt. De fik fælles forældremyndighed, hvorefter manden bosatte sig i København.

I juni 2005 skulle de fire børn, der på daværende tidspunkt var mellem tre og ni år, besøge ham i København. Han fortalte, at de skulle en tur i Tivoli, men i stedet udførte han dem ulovligt til Somalia, hvor de siden har været  hos hans familie.

Ifølge manden var han og konen enige om at sende børnene til Somalia, men det afviser hun.

Moren meldte bortførelsen til politiet i februar i år. Samme dag blev manden anholdt i København og varetægtsfængslet.

Den 43-årige mand modtog dommen på halvandet års fængsel.

Oversigt

    Oversigt