Far psykisk syg efter drab på datter

Den nu 41-årige far, der sidste år tæskede sin datter ihjel, lider nu selv af store psykiske problemer.

Drabet på den 13-årige Caroline, har givet hendes far så store psykiske problemer, at han indtil videre ikke har kunnet anbringes i en almindelig arrest.

Det kom frem tirsdag under retssagen mod faderen, der står tiltalt ved retten i Odense for at have tæsket datteren ihjel med en svensknøgle i august sidste år.

Umiddelbart efter drabet blev faderen varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling. I begyndelsen hørte han fortsat datterens stemme true, og havde også tanker om, at hun kunne være en stor gul fugl, som han havde set i et glimt et øjeblik, før han slog hende ihjel.

Efter nogle måneder virkede han dog så normal, at anklagemyndigheden besluttede sig for at overføre ham til Odense Arrest. Kun få dage senere måtte han dog tilbage til den psykiatriske afdeling, efter han med sin afføring havde skrevet besværgelser på væggen i sin celle - angiveligt for at holde "det onde" på afstand.

Også tilbage på afdelingen fortsatte han med at skrive besværgelser på væggene, denne gang med sit blod, men efter et stykke tid holdt det op.

Mens psykiaterne på afdelingen mener, faderen var sindssyg, da han begik drabet, så afviser Retslægerådet, at han er sindssyg. Han er en gang senere igen blevet forsøgt overført til arresten, men denne gang satte han dagligt ild til gardinerne for at holde "det onde" på afstand.

Psykiaterne er enige om, at et årelangt pres fra at have en tiltagende psykisk syg datter, har påvirket faderen meget. Faderen, der hidtil ikke har haft psykiske problemer, var i dagene op til drabet begyndt at tale om, at hans datter skulle være besat af noget ondt.

Han har erkendt drabet, og psykiaterne anbefaler, at han i første omgang skal afsone på en psykiatrisk afdeling, indtil han er rask nok til at komme i et almindeligt fængsel.

Oversigt

    Oversigt