Far ruskede og slog baby

En blot ti uger gammel dreng er indlagt på OUH med alvorlige kvæstelser efter hans far gik amok fredag aften. Den 30-årige far er nu varetægtsfængslet i fire uger og skal mentalundersøges.

Kraniebrud og blod i urinen

Fredag aften slog, rystede og ruskede en 30-årig far sin 10 uger gamle søn, fordi han græd. Det kom frem under et grundlovsforhør i Odense søndag formiddag.

I ti minutter, mens moren var i kælderen for at hænge vasketøj op, nåede faren at skade sin søn så meget, at drengen fik en kraftig blodansamling i hjernen, brækkede kæben tre steder, fik kraniebrud, brækkede fodrodsknoglen og så fik han adskillige slagmærker på kroppen. Den lille dreng havde desuden blod i urinen.

- Jeg slog ham to-tre gange med flad hånd, mens han lå på sengen. Så tog jeg ham op og rystede ham i ti sekunder. Jeg var ikke mig selv, fortalte den 30-årige under grundlovsforhøret.

Faren fortalte selv moren, hvad der var sket og sendte dem begge på skadestuen. Han tog ikke selv med, fordi han skammede sig over, hvad han havde gjort. På skadestuen konstaterede lægerne skaderne og anmeldte sagen til kommunen, som meldte faren til politet.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at manden er i kontakt med distriktspsykiatrien og i flere perioder af sit liv har taget stærkt nervemedicin.

- Men jeg var ikke lige flink til at tage det, sagde manden under grundlovsforhøret, der er fra Skibhuskvarteret i Odense.
 

Afvist på P

Dagen efter henvendte den 30-årige mand sig på Afd. P, fordi han ville indlægges. Han fortalte, hvad han havde gjort, men blev afvist og fik i stedet udleveret et par pjecer på herberg og væresteder.

Drengen er nu indlagt på OUH sammen med sin mor. Han er uden for livsfare, men lægerne kan endnu ikke sige, om den lille dreng får permanente skader efter volden.

Oversigt

    Oversigt