I det fynske folks tjeneste

Far til fire - reklamerer for Fyn

"Far til fire - tilbage til naturen". Det er titlen på den kommende "Far til fire"-film, der netop nu optages på Sydfyn. Med optagelserne følger store forventninger. Både til at den formodede publikumssucces kan skaffe indtægter til FilmFyn og og til at den kan trække ekstra turister til området.

1 af 6

- Vi investerer i filmen. På den måde får vi en andel af et eventuel overskud. "Far til fire"-filmene er nogle af de mest succesfulde film i Danmark, så håber jeg på, at vi får at mærke, siger Lars Hermann, der er direktør for FilmFyn.

Mandag startede 5 ugers optagelser i det sydfynske. Hoved-location for filmen er området ved naturlegepladsen i Svanninge Bakker, men også flere sydfynske godser lægger skove til optagelserne.

Sverige ligger på Sydfyn

Handlingen i "Far til fire - tilbage til naturen" foregår faktisk i Sverige, men da producenten ikke kunne skaffe finansiering til filmen i Sverige, tog han kontakt til FilmFyn, der ikke var sen til at slå til.

Så nu er Lille Per, elefanten Bodil Kjer, Søs og alle de andre flyttet ind i Svanninge - og med hjælp fra et par kunstige klippestykker og en svensk-talende Tammi Øst som fars kusine Annia er Svanninge Bakker blevet til svensk skov.

- Da jeg først hørte om ideen om at optage på Fyn, tænkte jeg, at det da ikke gik. Fyn er jo bøgetræer og sådan noget, men det her er faktisk en lille svensk perle med fyrre- og birketræer, siger skuespiller Niels Olsen til TV 2/FYN.

Busture til location

For de kommuner, der spytter penge i FilmFyn, er der nu kun en ulempe. Jo mere det lykkes for filmfolkene at få Svanninge til at ligne Sverige - jo sværere bliver det at lokke biografgængerne til Sydfyn bagefter.

Men den udfordring er FilmFyn og de lokale turistforeninger parate til at tage op. I forbindelse med premiere på filmen i efteråret 2011 vil FilmFyn og turistforeningerne markedsføre busture til location fra filmen.

- Vi har allerede nu flere turister, der efterspørger oplysninger om locations fra nogle af de film, der allerede er blevet optaget i området, siger Lene-Marianne Nielsen, der er turistchef i Faaborg.

- New Zealand oplever et boom af turister, der vil se hvor "Ringenes Herre" er optaget. Det kan vi selvfølgelig ikke måle os med på en "Far til fire"-film, men mindre kan da også gøre det. Og det er så oplagt at forsøge med denne film, at vi slet ikke kan lade være, siger Lars Hermann, direktør for FilmFyn.

Læs mere om FilmFyn her