I det fynske folks tjeneste

Farlig bakterie fra svin truer danskerne

En ny bakterie spreder sig fra svinestaldene til mennesker. Læger frygter, at smitten vil koste liv.

En ny bakterie spreder sig fra svinestaldene til mennesker. Læger frygter, at smitten vil koste liv.

Både Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen erkender, at de er handlingslammede og ikke kan forhindre, at en ny multiresistent stafylokokbakterie breder sig fra danske svinestalde til mennesker. Det skriver Politiken søndag.

Bakterien kan give livsfarlige infektioner som lungebetændelse og blodforgiftning.

- Der er foreløbig ingen metode til at rense de danske svinestalde for denne bakterie. Den eneste mulighed er at give grisene mere antibiotika for at bekæmpe bakterien.

- Men den vej vil vi ikke gå, fordi det vil gøre flere bakterier resistente over for antibiotika, siger Per Henriksen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, til Politiken.

Bakterien er en stafylokok med navnet CC398. Den sidder normalt i grises tryner og hud. Men de seneste år har den forandret sig, så den kan hoppe fra grise over til mennesker.

Myndighedernes smitteovervågning tyder på, at den har tilpasset sig yderligere, så den nu også kan smitte videre fra et menneske til et andet og dermed ud i hele samfundet.

En stikprøveundersøgelse viser, at 16 procent af de danske svinebesætninger i 2010 var inficeret med bakterien.

Hos mennesker kan bakterien ud over blodforgiftning og lungebetændelse forårsage bylder på størrelse med bordtennisbolde og betændelse i hjerteklapperne, knoglerne og leddene.

Netop fordi den er multiresistent, virker de fleste typer antibiotika ikke på den. Et dansk spædbarn var for få år siden tæt på at dø af lungebetændelse efter at være blevet smittet med bakterien fra sin far, der var landmand.

- Angiveligt er mindst én million danske grise bærere af bakterien. Der er grund til at formode, at den inden for få år kan have smittet flere tusinde danskere.

- Hvis man bliver syg af bakterien, har man meget sværere ved at blive rask, og nogle vil dø, siger Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge på mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Ved du noget? Så send os et tip