Farlig bankrøver anholdt i Odense

Odense Politi anholdt mandag aften den 33-årig bankrøver, der i sidste uge flygtede fra den retspsykiatriske afdeling på Middelfart Sygehus. Anholdelsen skete helt uden dramatik.

-

Odense Politi anholdt mandag aften den 33-årig bankrøver, der i sidste uge flygtede fra den retspsykiatriske afdeling på Middelfart Sygehus. Anholdelsen skete helt uden dramatik.

Den 33-årige Lennard Kræfting undveg fra sygehuset 4. juni ved at kravle over muren til den retspsykiatriske afdeling, hvor han midlertidigt var indlagt til behandling for en psykisk lidelse.

Politiet i Nyborg advarede umiddelbart efter flugten offentligheden mod Lennard Kræfting, da han ved tidligere undvigelser har begået flere brutale bankrøverier. Under et røveri i 1994 affyrede han et jagtgevær og ramte tre mennesker i foden.

Tilbage i arresten
Men mandag aften var den 33-årig bankrøver helt rolig, da Odense Politi efter et tip klokken 22.30 kunne anholde manden i en lejlighed på Bredagerløkken i Tornbjerg i det sydlige Odense.

Lennard Kræfting sidder nu i arresten i Nyborg, og politiet skal nu undersøge om Lennard Kræfting har begået kriminalitet i den uge han nåede at være på fri fod.

Oversigt

    Oversigt