800 elever sad klar med spørgsmål og mikrofon, da Center for Digital Dannelse fredag besøgte Vestfyns Gymnasium for at tale om, hvordan man gør sig bedst på nettet.
- Vi har forsøgt at lave et arrangement, der tilgodeser, at eleverne ikke kun dannes i klassisk forstand, men også digitalt. Vi er ikke altid overbevist om, at de bruger de sociale medier kritisk, og vi vil gerne have, at de får vakt deres kritiske sans i forhold til den måde, de bruger de sociale medier på, fortæller Jakob Kildehave, lektor på Vestfyns Gymnasium.
Han har hørt om flere eksempler på unges dårlige oplevelser på sociale medier som Facebook, Snapchat og Instagram.
- Elever har været kærester med én på Instagram, hvor de har fundet ud af, at det ikke var en rigtig profil. Og folk har skrevet noget grimt, som de måske har gjort i kampens hede eller for sjov. Det er vigtigt for os, at vi kan overføre den gode kultur, vi har på Vestfyns Gymnasium, og tage den med ind på de sociale medier, siger lektoren.
Arbejdsgiver kigger med
Nathalie Pihl Klausen fra 3.g har fået noget at tænke over med hjem, efter den digitale arkitekt ved Center for Digital Dannelse Jacob Brøndum Pedersen holdt sit oplæg for en fyldt aula.
- Der er gået ting op for mig, som jeg ikke vidste i forvejen. Jeg vidste godt, at billeder bliver gemt på nettet for altid, men måske ikke i samme grad. Det er gået op for mig i dag, siger Nathalie Pihl Klausen.
Jeg synes, det er godt at være opmærksom på de ting, man lægger op, når man skal ud at finde job.
Frem over vil Mikkel Larsen fra 2.c være opmærksom på, hvordan han fremstår på sociale medier, når kommende arbejdsgivere kan kigge med.
- Jeg synes, det er godt at være opmærksom på de ting, man lægger op, når man skal ud at finde job. Arbejdsgiveren vil kigge ind på Facebook og Instagram, hvis han har mulighed for det, fortæller han.