Farlig flugtfange boede på lejet værelse

Den længe efterlyste flugtfange, som onsdag eftermiddag blev anholdt i den lille by Bønnerup Strand, havde lejet et værelse. Men folk i  lokalområdet fattede mistanke.

Kom stille ud

Tip fra beboere i Bønnerup på Norddjursland betød at Østjyllands Politi kunne skride til anholdelse af den 48-årige psykiatriske flugtfange Per Bjørnskov Madsen.
- Vi kaldte på ham uden for huset og han kom stille og roligt ud, fortæller politikommissær Niels Christian Larsen fra lokalpolitiet i Nyborg.  
Hvor Per Bjørnskov har skjult sig før han for en uge siden lejede værelset ved man stadig ikke. Kommende efterforskning  skal også finde ud af om han har fået hjælp under den fem måneder lange flugt.

På vej til Fyn

Per Bjørnskov har været efterlyst over hele verden, efter at han  flygtede fra den retspsykiatriske afdeling i Middelfart. Hvordan han slap ud er stadig en gåde.
-Vi skal nu finde et andet sted, hvor han kan være. Middelfart er ikke oplagt, når vi ikke ved, hvordan han kunne slippe ud, siger Niels Christian Larsen, fra Fyns politi.
Den anholdte ventes til Nyborg i løbet af aftenen. Han skal formentlig overnatte  i arresten. I morgen skal han  fremstilles for en dommer. 
Per Bjørnskov Madsen er psykisk syg og lider af vrangforstillinger. Han betragtes som farlig men formentligt kun over for  sin tidligere samlever og deres fælles søn.

Oversigt

    Oversigt