I det fynske folks tjeneste

Farlig østjyde tilbage på afdelingen

Psykisk uligevægtig mand er tilbage på sit afsoningssted.

Østjyllands Politi meddeler nu ifølge Aarhus Stiftstidende, at den potentielt farlig fange, der er dømt til at afsone sin straf på retspsykiatrisk afdeling i Risskov, nu er vendt tilbage efter en flugt. Under flugten blev han blandt andet spottet på Fyn.

I onsdags havde han to timers uledsaget udgang fra afdelingen, men den 43-årige mand vendte ikke tilbage. På den baggrund valgte politiet at efterlyse den 180 centimeter høje og 125 kilo tunge mand. Det skyldes, at han uden sin medicin kan komme i voldsom affekt.

Den 43-årige har en lang række domme for vold og trusler bag sig. Ekstra Bladet skriver, at han i denne omgang afsonede en straf for vold med døden til følge.

Tilbage i 2010 valgte Vestre Landsret at annullere en dom til forvaring over den 43-årige mand, selv om både Retslægerådet og Retten i Aarhus havde peget på den sanktion. Dengang bestod hans forbrydelse i en stribe overfald på tilsyneladende tilfældige mennesker i Aarhus. På Nørre Allé slog han eksempelvis en sagesløs kvinde i ansigtet og væltede en mand omkuld og sparkede ham.  På Park Allé truede han en anden mand med tæsk og sin kamphund.

Voldsmanden fortsatte til Brugsen i Højbjerg, hvor han truede en kunde i kassekøen og jagtede vedkommende rundt i butikken, inden han endelig blev anholdt.

Vestre Landsret ændrede dengang forvaringsdommen til et enkelt års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip