Farlig tendens rammer fynske cykler

Fyns Politi har modtaget flere anmeldelser om løsnede cykelhjul. Tidligere på sommeren fik flere bilister løsnet hjulbolte.

Det startede med løsnede hjulbolte på biler landet over, og nu har fænomenet også ramt cykler på Fyn.

Tendensen startede allerede tidligere på sommeren og har hurtigt spredt sig til hele landet. 

Det skriver TV 2.

Vicepolitikommissær Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politis afdeling for almen efterforskning bekræfter overfor TV 2/Fyn, at politiet har modtaget flere anmeldelser om løsnede cykelhjul og -styr på Fyn.

Præcis, hvor mange sager det drejer sig om, ved vicepolitikommissæren ikke.

- Jeg tror ikke engang, alle sager er anmeldt til politiet, fortæller Per Lydiksen Laursen.

Flere cykelhandlere fortæller til TV 2, at de dagligt modtager cykler, hvor der er pillet enten ved hjulene eller styret. 

Alvorlige konsekvenser

I flere tilfælde har bilister på de fynske veje oplevet at mindste kontrollen over bilen, og en bilist i Odense oplevede, at forhjulet pludselig trillede fra ham ad Havnegade. Indtil nu er ingen kommet alvorligt til skade som følge af fænomenet på Fyn.

Senest under Langelandsfestivalen blev Fyns Politi underrettet om mindst to tilfælde af løsnede hjulbolte på parkerede biler. 

Fyns Politi har fået over 70 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler, og konsekvenserne kan være fatale.

Det kan de også på cykel. 

I København faldt Simon Langkjær over styret og slog hovedet i asfalten, fordi der var pillet ved hans cykel, skriver TV 2.

Han blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han blev behandlet for en brækket næse, adskillelige læsioner i ansigtet og en hjernerystelse.

Det samme skete for en 13-årig pige fra Stoholm i Midtjylland.

Fyns Politi har ikke oplyst om tilskadekomne på Fyn. 

Oversigt

    Oversigt