I det fynske folks tjeneste

Farligt fyrværkeri skal undersøges

Lovligt men farligt fyrværkeri skal nu undersøges. Det siger Sikkerhedsstyrelsen efter de mange skader nytårsaften.

01:00

En af de ramte er Mogens Christensen fra Vissenbjerg. Han tændte et lovligt fyrværkeri-batteri, og så det gik galt.

1 af 2

I alt 15 personer over hele landet fik alvorlige øjenskader nytårsaften.

En af de ramte er Mogens Christensen fra Vissenbjerg. Han tændte et lovligt fyrværkeri-batteri, og så det gik galt.

- Idet at lunten fænger, så eksplodere den med det samme, fortæller Mogens Christensen.

I tre ud af fire tilfælde skyldes skaderne fyrværkeri-batterier, der eksploderer, så snart tændstikken sættes til lunten.

- Vi har på Fyn set tre meget ubehagelige skader. To skader fra batterier, der er sprunget umiddelbart, når de er blevet tændt. En type skade, som vi frygter rigtigt meget. Og så har der været en enkelt raket, der også er sprunget, hvor den ikke skulle, siger overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH.

Skal nu undersøges

Nu skal det lovlige men farlige fyrværkeri undersøges.

- Vi vil nu sammen med med Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH undersøge de mange fyrværkeri-skader, og så tager vi derefter kontakt med branchen, siger pressechef i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen.

Sikkerhedsstyrelsen gennemførte allerede før jul en stikprøveundersøgelse. 13 ud af 23 testede fyrværkeri-artikler viste sig at have alvorlige funktionsfejl.