Farmor betalte Guns N' Roses-billetter: Sønnike har taget farmand med

Det er en søn-far-oplevelse Morten og Niels Porskjær er på vej til, når Slash og Guns N' Roses åbner aftenens rockbrag på Dyrskuepladsen i Odense.

Morten Porskjær har taget farmand Niels med til koncert på Dyrskuepladsen i Odense.

Og hvis far Niels ikke havde fornemmelsen for det legendariske rockband Guns N' Roses, så skal Morten nok vise ham vejen i aften.

For mens Niels har fået Guns N' Roses ind gennem sin søn, og således er lidt svag på viden om bandet, så er Morten klar til rockbraget og ved, hvad han er kommet efter:

- Deres stil. Slash' store hat, hans hår. Trommeslagerens rytmer og Axl der rigtig giver den gas. Det kan jeg godt lide, siger Morten og kaster sit blonde Slash-hår til siden.

Men selvom det er Morten der har trukket farmand, så er det faktisk farmor der er skyld i, at den nu står på en søn-far-oplevelse. Farmor havde nemlig pengepungen fremme og gav billetterne i fødselsdagsgave:

- Så fik vi lige to billetter til koncerten her. Og så kunne jeg liiiige lokke ham med, siger Morten med et smil.

Morten glæder sig mest til at se Slash give en ordentlig solo.

- Og at det hele går godt, siger en forventningsfuld Morten.

 

Oversigt

    Oversigt