Fartrazzia ved skoler

Skolestart er lig med razziaer. Færdselspolitiet holdt øje med bilisterne i Vissenbjerg, hvor for høj fart, mobiler og uspændte seler var i kikkerten.

Fra klokken 7.30 til 8 stod politiet parat ved Vissenbjerg Skole for at holde udkig efter fartglade bilister.

- Vi kigger i hvert fald efter, at man har sele på, og at man ikke bruger mobiltelefoner, og at børnene selvfølgelig er korrekt fastspændt, og at man så i øvrigt kører pænt og forsigtigt omkring skolerne, siger vicepolitikommissær ved Fyns Politi, Preben Ingemannsen.

Og det virkede til, at bilisterne kørte pænt i Vissenbjerg. To bilister røg i fartfælden, mens yderligere to bilister kørte uden sele. Selvom bødetaksterne er steget til det tredobbelte, kan politiet dog endnu ikke aflæse det i statistikkerne

- Desværre ser det ikke rigtig ud til at det er slået igennem endnu. Vores sagsantal er stort set identisk med sidste år, men måske er det et længere træk, sådan at dem der har fået store bøder tænker sig om og agerer derefter, siger Preben Ingemannsen.

Oversigt

    Oversigt