Fartsynderfælden: Nu søger Middelfart om stærekasse til Brovejen

Politikere i Middelfart vil nu have sat en såkaldt stærekasse op på en af de mest trafikerede veje i kommunen.

De fleste kender efterhånden politiets fotovogne. Dem er der nu 100 af i Danmark. Men nu skal de såkaldte stærekasser erstatte nogle af politiets fotovogne. 

Transportminister Ole Birk Olesen kunne i sidste uge fortælle, at de vil prøve stærekasserne af 20 forskellige steder i landet. Og nu får den liberale minister opbakning fra en måske lidt uventet politisk kant. 

Politikere i Middelfart vil nu have sat en såkaldt stærekasse op på en af de mest trafikerede veje i kommunen.

SF i Middelfart vil nemlig hurtigst muligt gerne have fat i en af de 20 stærekasser. Og stærekassen skal placeres på Brovejen.

- Jeg tror, at det vil gavne vores trafiksikkerhed lokalt. Vi har rigtig mange borgere, der er bekymret for stedet her. Vejen er stærtk trafikeret, der har været rigtig mange uheld, og så har Vejdirektoratet udpeget Brovejen som en særlig farlig strækning. Det her er vores bud på at gøre det endnu mere sikkert, fortæller Mikkel Dragmose-Hansen, der er byrådsmedlem for SF i Middelfart. 

Ansøgning på vej
På byrådsmødet mandag blev det besluttet, at kommunen skulle ansøge om en stærekasse til Brovejen. 

Vejdirektoratet har udpeget 44 vejstrækninger landet over, hvor der typisk sker flest uheld. Det er alle strækninger, hvor der har været mindst fire ulykker med personskade i årene 2011 til 2015, og hvor fartkontroller viser, at der generelt er problemer med for høj hastighed. Det skriver TV 2. 

Kommunerne med de særligt udsatte vejstrækninger kan byde ind med et ønske om at få opsat stærekasser. Og Vejdirektoratet vil derefter vurdere ønskerne sammen med Rigspolitiet og tage stilling til, hvor stærekasserne skal lande.

10 trafikdræbte på fem år
10 personer har mistet livet i Middelfart gennem de seneste fem år. 78 er blevet hårdt kvæstet. 

Tror du, at de tal kommer ned, fordi I sætter en stærekasse op?

- Hvis vi er så heldige, at vi bliver udvalgt, så er det jo en forsøgsordning, og det skal jo evalueres på. Og hvis det er en stor succes, så skulle stærekassen gerne blive stående, og hvis ikke, så skal vi jo tilpasse igen. Så mit store håb er selvfølgelig, at det her bliver en stor succes, fortæller Mikkel Dragmose-Hansen. 

 

Oversigt

    Oversigt