I det fynske folks tjeneste

Fattige går mindre til lægen

Fattige går kun til lægen godt fire gange om året, selv om de formentlig har brug for mere. Tendensen skal undersøges nærmere, mener socialchef i Odense.

Selv om de har et dårligere helbred, går fattige mennesker ikke nær så ofte til lægen som andre. Det viser en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet af fattigdom i Odense Kommune, skriver Ritzau.

Ifølge undersøgelsen går de fattige kun til lægen godt fire gange om året, mens de mennesker, der har dobbelt så mange penge som de fattige, går til lægen otte gange om året.

Også når det gælder speciallæger og indlæggelser på hospitalet, er de fattige langt sjældnere gæster i venteværelset og hospitalssengen.

Ifølge forfatterne til rapporten er resultatet overraskende og kan tyde på underbehandling hos fattige af selv alvorlige sygdomme.

Odense Kommunes socialcenterchef, Susanne Kvolsgaard, er også overrasket.

- Det er en meget markant forskel, og det er noget, vi skal have undersøgt, siger hun.