I det fynske folks tjeneste

Fattighjælp til fem fynske kommuner

02:11

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager fordeler særtilskud for i alt næsten 900 millioner kroner.

1 af 2

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager fordeler særtilskud for i alt næsten 900 millioner kroner. Fem fynske kommuner får tilsammen 113 millioner kroner.

På Fyn får Assens 8 millioner kroner, Kerteminde 15 millioner kroner, Nyborg 8 millioner kroner, Svendborg 16 millioner og Langeland får 39 millioner kroner.

- Det er en god nyhed, og det luner i budgettet for næste år. Vi har planlagt en særlig indsats rettet mod unge ledige og mod dagpengemodtagere, der står til at falde ud af systemet, og disse ordninger kan vi nu gennemføre, siger Assens borgmester Finn Brunse(S):

Derimod får hverken Faaborg-Midtfyn og Nordfyns Kommuner fattighjælp i år.

- Det er vi utrolig skuffede over, og det betyder, at vi også til næste år får et serviceniveau under landsgennemsnittet, siger borgmester Hans Jørgensen(S) fra Faaborg Midtfyn-Kommune.

Som led i justeringen af den kommunale udligningsordning besluttede aftalepartierne at forhøje særtilskudspuljen for vanskeligt stillede kommuner i hele landet til i alt 400 millioner kroner for 2013.

Desuden er der oprettet en ny særtilskudspulje på 400 millioner kroner til kommuner, der i områder af kommunen har en høj andel af borgere med sociale problemer.

Herfra får Odense 23 millioner kroner og Svendborg fire millioner kroner.

Tilskud til 55 kommuner

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har nu på baggrund af ansøgningerne fra kommunerne fordelt tilskud til i alt 55 kommuner.

Derudover har økonomi- og indenrigsministeren givet 64 kommuner tilladelse til at låne i alt 942 millioner kroner i 2013.

Pengene skal bl.a. bruges til at renovere og forbedre landets folkeskoler, dagsinstitutioner, plejehjem og idrætsfaciliteter.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

- Med særtilskudspuljerne støtter vi kommuner med særlige økonomiske udfordringer og kommuner med mange borgere med sociale problemer. Derudover giver vi låneadgang til at gennemføre mere end 800 kommunale anlægsaktiviteter. Det gavner både borgerne, som får glæde af nyrenoverede plejehjem og skoler eller idrætshaller - og så skaber det samtidig arbejdspladser.

De fynske kommuner får:

Tilskud til vanskelig stillede kommuner:

  • Assens 8.000
  • Kerteminde 15.000
  • Nyborg 8.000
  • Svendborg 16.000
  • Langeland 39.000

Særtilskud:

  • Odense 23,4 mio. kr
  • Svendborg 3,8 mio. kr

Ved du noget? Så send os et tip