FC Fyn profil tvivlsom før oprykningsbrag

På dagen før oprykningsbraget mod Brabrand forlod FC Fyns Jakob Schoop den afsluttende træning før de andre spillere. Den teknisk stærke midtbanespiller har problemer med en forstrækning i højre lår.

Jakob Schoop pådrog sig skaden i sidste kamp mod Hjørring, og efter dagens træning var låret pakket godt ind, men midtbanespilleren er optimistisk omkring sin deltagelse mod Brabrand.
- Jeg skal lige testes i morgen og se, hvordan det går, men jeg regner med at spille, siger han.

Før kampen har FC Fyn 9 points forspring til Brabrand, så selv en uafgjort i morgendagens hjemmekamp vil med overvældende sandsynlighed sende holdet i første division, der skal dog en sejr til, før FC Fyn også rent teoretisk er sikre på oprykning og kan lade champagnepropperne springe.
Klubben håber på godt 3000 tilskuere på Atletikstadion til kampen, hvor klubben altså kan spille sig op til en division, hvor modstanderholdene blandt andet kan hedde Vejle, Viborg og Horsens.

Oversigt

    Oversigt