FC Fyn Stadion ind i valgkampen

Anker Boyes forslag om at bygge et nyt stadion til FC Fyn bliver pure afvist af De Konservative, som kalder forslaget for valgkampsretorik.

Det er FC Fyns udsigter til en oprykning til 1. division, der nu får Anker Boye til at lufte tanker om at bygge et mindre fodboldsstadion med plads til 5-8000 tilskuere i Odense.

- Vi vil gerne understøtte, at FC Fyn har bevist, man har en dygtig ledelse, et stærkt sportslig niveau, entusiastiske tilhængere og gode sponsorer, så klubben har etableret sig, siger Anker Boye til Fyens Stiftstidende.

Socialdemokraterne vil have forslaget med i de kommende budgetforhandlinger, men allerede nu bliver tanken skudt ned af De Konservative.

- Det er ren spin og valgkampsretorik. Vi har ikke 100 millioner til et nyt stadion, og det er langt mere fornuftigt at bruge penge på skoler og flere undervisningstimer, lyder det fra De Konservatives politiske ordfører Mai Henriksen.

Men rådmand Anker Boye mener slet ikke, at et nyt stadion til FC Fyn behøver at koste 100 millioner kroner.

- Jeg synes, at det er uklogt at skyde idéen frontalt ned med sådan en skræmmekampagne. Jeg tror, at vi vil kunne bygge for en 30-40 millioner kroner, siger han.

Hvis FC Fyn rykker op i 1. division kan de få dispensation til at spille på Odense Atletik Stadion i et år, men herefter vil DBU kræve bedre faciliteter.

- Jeg mener, at vi i stedet bør arbejde på en aftale hvor FC Fyn kan spille på Odense Stadion, siger Mai Henriksen(K).

OB har en 20-årig lejeaftale med Odense Kommune om at anvende byens stadion. I følge Kommunikationschef Peter Hørlück, kan der principielt sagtens indgås en aftale om at FC Fyn anvender Odense Stadion.

Men problemet for FC Fyn er, at OB har omdøbt stadion til Fionia Park og FC Fyn har et andet pengeinstitut som sponsor. Samtidig står OB og Carlsberg for al salg på stadion, og derfor har klubben hidtil afvist, at Odense Stadion kan bruges som hjemmebane.

Oversigt

    Oversigt