I det fynske folks tjeneste

FC Midtjylland ydmyger modløse OB

FC Midtjylland vandt en overbevisende og overraskende sejr søndag eftermiddag, da de besejrede OB i Odense med 4-1 på tre mål i en vanvittig første halvleg. Arkivfoto.

OB virkede uden selvtillid, da fynboerne tabte 1-4 hjemme til FC Midtjylland.

FC Midtjylland vandt en overbevisende og overraskende sejr søndag eftermiddag, da de besejrede OB i Odense med 4-1 på tre mål i en vanvittig første halvleg.

Midtjyderne hænger dermed på i toppen, mens OB må siges at være i krise efter tre nederlag på stribe.

FC Midtjylland var det bedste hold på banen fra start til slut, mens OB's vicemestre ikke lignede et hold, der har været en del af toppen af dansk fodbold gennem flere år.

Gæsterne kom godt igennem på kanterne og kom frem til flere gode forsøg i startfasen, og første mål kom fortjent efter 23 minutter, da Jakob Poulsen sendte et frispark over i det lange hjørne, hvor Stefan Wessels ikke fik kastet sig over.

Det midtjyske føringsmål burde have sat gang i et sovende OB-hold, men selvom fynboerne kom længere frem på banen, blev offensiven ikke farlig, før den var gal igen i defensiven.

For netop som fynboerne var på vej ind i kampen, begik OB-forsvaret en af den slags brølere, som har kendetegnet holdet i den seneste tid. Det udnyttede en fodrap Sylvester Igboun, som ubesværet gjorde det til 2-0 efter bare en halv times spil.

Men her stoppede elendigheden ikke for OB.

Kort før pausen fik FC Midtjyllands Kristian Bak Nielsen uforstyrret lov til at heade et hjørnespark i mål. Så stod der 0-3 på måltavlen, opløsningen var total i OB, og publikum buhede i afmagt og frustration.

Det blev ikke bedre for OB efter pausen. Ganske vist begik man ikke de samme store fejl i defensiven, men spillet fungerede ikke, og det lykkedes ikke fynboerne at etablere et overtag eller et pres, der kunne skabe håb om fornyet spænding i kampen.

Godt nok blev det til et par OB-chancer, men FC Midtjylland var i flere omgange også tæt på at øge føringen. Gennem hele kampen virkede OB'erne usikre, usammenspillede og uden selvtillid.

Trods Djiby Falls reduceringsmål, var FC Midtjyllands sejr aldrig i fare.

Efter søndagens nederlag er OB nu uden sejr på hjemmebane i Superligaen siden 20. august, og fynboerne befinder sig i den tunge del af rækken.

Ved du noget? Så send os et tip