I det fynske folks tjeneste

FCK-toget buldrer videre mod kriseramte OB

Foto: Claus Fisker, Scanpix

FC København vandt uden de store problemer, da det søndag blev til en 3-0-sejr mod OB i Odense.

De danske mestre fra FC København forlængede søndag rækken af ligakampe som ubesejret til 14 i indeværende sæson, da det blev til en 3-0-sejr på udebane mod OB i Alka Superligaen.

OB skulle forsøge at komme tilbage på sporet efter sidste rundes 0-3-nederlag i Randers. Det skulle de hjemme på nydøbte EWII Park, men det blev ikke til den dåbsfest, som de fynske fans havde håbet på.

Oven i købet mødte nogle blandt publikum op med et banner med teksten "Jesper Hansen eller os" - en slet skjult opfordring til klubben om at skille sig af med sportschefen.  Hør hans reaktion i klippet nedenfor.

01:03 Luk video

 

De københavnske gæster kontrollerede kampen, mens OB manglede den fornødne skarphed.

FCK var mest på bolden, men det var OB, der havde de største muligheder i kampens indledning. Her testede Anders K. Jacobsen svenske Robin Olsen i FCK-målet i to omgange uden held.

Efter 40 minutter faldt kampens første mål, efter at Andreas Cornelius vandt en af sine mange dueller med OB-anfører Kenneth Emil Petersen.  FCK-angriberen lagde bolden af til Benjamin Verbic, der hårdt, men kontrolleret, sparkede bolden ind bag OB's Sten Grytebust til 1-0.

Den stilling holdt til pausen, hvor OB-træner Kent Nielsen skiftede Frederik Tingager ind i stedet for Nana Welbeck.

Netop Tingager fik dog den værst tænkelige start på anden halvleg, da han efter to minutter på banen rettede bolden i eget mål efter en flad bold fra FCK's venstreback Tom Høgli.

Efter scoringen til 2-0 kontrollede FCK opgøret. Med et lille kvarter igen øgede anfører Thomas Delaney til slutresultatet 3-0 med et skud, der mest af alt lignede et indlæg.

FCK fik den forventede sejr og ligger nu nummer et i Alka Superligaen med 32 point. Anderledes ser det ud for OB, der er nummer 13 med blot ti point.

Ved du noget? Så send os et tip