I det fynske folks tjeneste

FDM: Løb kan holdes alle mulig andre steder end på broer

Når broer lukkes for at afholde løb, skaber det køer, forsinkelse og uheld, lyder det fra FDM.

Fynske politikere er skuffede over, at det igen er Storebæltsbroen, der skal betale gildet.

Skal der afholdes løb over Storebæltsbroen?

Det spørgsmål har skabt debat i feriedanmark, efter at transportminister Ole Birk Olesen (LA) har meddelt Sund & Bælt, at der i fremtiden ikke skal løbes eller cykles over broen til diverse løbearrangementer. 

Læs også Bilister til minister: Tillad broløb

Bilejernes interesseorganisation, FDM, mener, at beslutningen er fornuftig. Der er så meget trængsel på vejene, at det ikke er muligt at lukke ned for de faste forbindelser mellem landsdelene, siger jurist i FDM Dennis Lange.

- For bilisterne er der ikke rigtigt andre muligheder, hvis man skal mellem Sjælland og Fyn, end at tage Storebæltsbroen.

- Og vi ved bare per erfaring, at når man lukker de store broer ned helt eller delvist, så giver det timevis og kilometerlange køer, som dels nedsætter mobiliteten, og dels betyder uheld, siger han.

- Det kan vi ikke have. Så må vi afholde de her motionsløb alle mulige andre steder, og det behøver ikke lige nødvendigvis være på Storebæltsbroen, tilføjer Dennis Lange.

Det er Vejdirektoratets anbefaling på området, som ministeren har fulgt, forklarede han tirsdag i en skriftlig kommentar.

- Det er vigtigt at opretholde fri passage mellem landsdelene og på andre centrale strækninger, udtalte Ole Birk Olesen.

Blandt modstanderne af ministerens beslutning er foreningen Broløbet Storebælt.

Mandag undrede formand Per Hansen sig over afgørelsen.

- Det bør være muligt én gang hvert tredje år at afvikle Danmarks måske mest unikke løbebegivenhed, sagde han.

Men det argument køber Dennis Lange ikke.

- Selv om det er en sjælden gang, hjælper det jo ikke meget for de mennesker, som har spildt adskillige timer på det, siger han.

- Og det hjælper heller ikke de mennesker, der er indblandet i uheld på grund af de lange køer, der opstår.

- Man kan utvivlsomt holde de her løb alle mulige andre steder - også steder som både er sceniske og pæne, lyder det fra Dennis Lange.