Fedtede fynske kommuner? Kun tre giver julegaver

Assens giver for en hund, på Nordfyn er det samme beløb og i Nyborg giver de for 75 kroner. I de øvrige fynske kommuner mærker medarbejderne ikke meget til julen.

Mens ni ud af ti danske virksomheder ifølge Dansk Erhverv vælger at bruge penge på julegaver til deres medarbejdere, så ser situationen ganske anderledes ud i de fleste fynske kommuner.

Her er det kun tre af øens otte kommuner, der giver julegave. Det viser en rundspørge, TV 2/Fyn har foretaget.

Kerteminde Kommune afskaffede julegaverne i år til fordel for et julekort med en hilsen fra borgmesteren.

 - Der er ingen penge i kassen. Vi har lukket ned for meget forbrug. Derfor gav det heller ikke mening at give julegaver, siger kommunaldirektørTim Jeppesen.

quote  - Der er ingen penge i kassen. Vi har lukket ned for meget forbrug. Derfor gav det heller ikke mening at give julegaver.

Tim Jeppesen, kommunaldirektør, Kerteminde Kommune.

Heller ikke i Fyns rigeste kommune, Middelfart, giver de julegaver.

- Det har været oppe og vende flere gange. For når nu vi er Fyns billigste kommune på administration, kunne der så ikke blive penge til en julegave? Men vi har bare aldrig haft tradition for det, siger kommunaldirektør Steen Vinderslev.

Han oplyser dog, at dem, der er på arbejde juleaften i ældreplejen, får en julegave.

I Assens har de til gengæld en politik, der siger, at man både i administrationen og i de forskellige institutioner i kommunen, har lov at give hver medarbejder en gave for op til 100 kroner. Udgiften skal dog afholdes fra de respektive institutioners egne budgetter.

Også i Nyborg får de kommunale medarbejdere julegaver. Her bruger de 75 kroner pr. medarbejder. 

quote - Julegaverne blev afskaffet lige efter kommunesammenlægningen, fordi der skulle spares, og så røg den flaske rødvin.

Kim Christoffersen, chef for direktionssekretariatet, Svendborg Kommune.

I det private erhvervsliv giver lige knap halvdelen af de danske virksomheder ifølge Dansk Erhverv, julegave for cirka 500 kroner.

Svendborg skulle spare

Men i Svendborg får de 4500 ansatte ingen julehilsen fra deres arbejdsgiver.

- Julegaverne blev afskaffet lige efter kommunesammenlægningen, fordi der skulle spares, og så røg den flaske rødvin, siger Kim Christoffersen, chef for direktionssekretariatet.

Omvendt er der dog heller ikke noget decideret forbud mod at give julegaver, fortæller han:

- Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke er en eller anden børnehave et sted i kommunen, som gør et eller andet.

Heller ikke i Odense Kommune kan medarbejderne regne med julegaver.

- Vi har et cirkulære, der siger, at vi i udgangspunktet ikke giver julegaver i Odense Kommune, siger HR-chef Mads Bjerrisgaard Bundesen.

Nordfyn holder jul for 100 kroner

Nordfyn er retningslinjerne meget løst formuleret.

Her må de enkelte afdelinger og institutioner bruge for op mod 100 kroner. De skal dog ligesom i Assens finde pengene i deres egne budgetter.

Pengene bliver desuden brugt meget forskelligt, fortæller kommunaldirektør Morten V. Pedersen:

- Vi har en praksis, hvor julen bliver håndteret meget forskelligt på de forskellige arbejdspladser. Nogle steder holder man et fælles julearrangement, andre steder går pengene til pakkespil, og andre igen får en lille julekurv, siger Morten V. Pedersen.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har de ikke det fulde overblik.

Det står klart, at medarbejderne i administrationen på rådhuset hver får for 200 kroner. Men der er ikke noget overblik over, hvad der sker på de enkelte institutioner. Det er op til de lokale ledelser.

Oversigt

    Oversigt