Fejl i nævningeting koster et års fængsel

Retsformanden for et nævningeting i Svendborg, der torsdag idømte en mand otte års fængsel for drabsforsøg, erkender nu, at retten begik en alvorlig fejl.

Fejlen betyder, at manden blev idømt et års fængsel for meget. Det skriver Fyns Amts Avis.

I sagen blev to brødre idømt henholdsvis otte år og fem års. Umiddelbart efter dommen protesterede den dømtes forsvarer, Torben Bagge.
- Et øjeblik. Dommen over min klient må ophæves. Den er forkert, erklærede han.

Fejlen skete, da der efter votering om strafudmålingen var stemmelighed blandt dommer og nævninge. Seks stemmer lød på otte års fængsel, fem stemmer på syv år og en enkelt stemme på seks år. Og når der er stemmelighed mellem to forskellige strafudmålinger, skal det komme den dømte til gode.

Den ældste bror skulle altså kun have haft syv års fængsel. Retsformand Torben Østergreen-Johansen erkender i dag over for Fyns Amts Avis, at der er sket en fejl.
- Det er en banal og meget beklagelig regnefejl, som er fuldstændig åbenbar, når man får set nærmere på tallene. Han skulle kun have syv år, indrømmer retsformanden. Den dømtes forsvarer har nu anket til landsretten for at få dommen ophævet.

Han kræver, at sagen skal gå om.

Oversigt

    Oversigt