Fejrede ophævelsen af afbrændingsforbud: Stak ild til paller

En virksomhedsejer i Svendborg var så begejstret for ophævelsen af afbrændingsforbuddet, at han satte ild til flere paller.

Tørken har været hård for alle, og en virksomhedsejer på Grønlandsvej i Svendborg blev så glad for ophævelsen af afbrændingsforbuddet, at han satte ild til nogle af sine egne paller på sin virksomhedsgrund. 

I slutningen af maj var det allerede så tørt, at flere kommuner indførte afbrændingsforbud. 

Weekendens regn her derfor været et kærkomment syn for mange, og virksomhedsejeren i Svendborg valgte at fejre det med ild. 

Nok ikke en god idé

- Vi fik en melding på, at en person havde sat ild til 100 paller, men han havde nu kun sat ild til 10, fortæller Fyns Politis vagtchef Ehm Christensen.

Synet af flammer og røg havde fået borgere til at ringe efter brandvæsnet. Miljøvagten blev også tilkaldt, men der bliver ikke gjort mere ud af sagen, forklarer Ehm Christensen. 

- Han gør jo faktisk ikke noget ulovligt, men vi sagde til ham, at det nok ikke var en god idé, og at han nok skulle lade være med det en anden gang, fortæller Ehm Christensen. 

Oversigt

    Oversigt