Fejrer 70 års bryllupsdag

De har været gift i 70 år, og i dag kunne de fejre jernbryllup.

Stella og Johannes Petersen blev smedet sammen 24. september 1939, og i dag var en jernkæde placeret i æresporten uden for hjemmet i Otterup som symbolet på, at de kunne fejre jernbryllup.

Johannes og Stella Petersen lærte hinanden at kende for 75 år siden i Kappendrup, dog uden at være kærester i første omgang.

Stella var damefrisør og Johannes gik med aviser. Og deres møde begyndte også mindre hedt, for Johannes var en drillepind.

- Stella var damefrisør, og jeg drillede hende, når jeg kom med avisen. Men en dag fik hun nok, og kastede karkluden efter mig, fortæller Johannes Petersen.

Og der gik så nogle år, før de fandt ud af, at det skulle være dem. Det skete først efter Johannes kom i lære som købmand hos den kommende svigerfar.

Og har Johannes Petersen har siden været købmand i Odense og Kappendrup.

Tre sønner har de fået, samt 22 børnebørn og 30 oldebørn.

Jernbryllup er en sjælden begivenhed. Hvert år er der kun 60 par, der kan fejre jernbryllup.

Oversigt

    Oversigt