I det fynske folks tjeneste

Mand i hvid varevogn: Fem børn tilbudt slik i Nørre Broby

Tre episoder, hvor en mand i en hvid varevogn har tilbudt børn slik og lift i Nørre Broby, har gjort forældre utrygge. Politiet efterforsker sagen.

En mand i en hvid varevogn har tilbudt slik og lift til fem børn i Nørre Broby. Den seneste episode er sket ved Nørre Broby Friskole. Foto: Google

Først blev to børn kontaktet af manden, dernæst endnu et barn og så to børn igen i Nørre Broby. I en hvid varevogn tilbød manden både slik og lift til de fem børn. 

- Vi har ud fra henvendelserne identificeret manden i varevognen, så vi har taget en alvorlig snak med ham, fortæller politikommissær Jesper Bæk.

Manden kunne efter politiets beretninger godt se, at det ikke var hensigtsmæssigt at tage kontakt til børnene.

- Manden havde ingen bagtanker, så på nuværende tidspunkt har der ikke været grundlag for en sigtelse, siger Jesper Bæk.

Nye henvendelser

Efter politiets snak med manden har der været nye, lignende henvendelser, men politikommisæren kan ikke kommentere yderligere på sagen, fordi efterforskningen fortsat er i gang. Manden i den hvide varevogn har ikke gjort noget ulovligt, og derfor mener politiet ikke, at han er farlig for børnene.

- Vi følger naturligvis med i området og holder øje med ham, der lokkede børnene i varevognen, understreger Jesper Bæk.

Læs også Flere børn forsøgt lokket med slik - mulig børnelokker på spil

De nye henvendelser tages i følge Jesper Bæk seriøst af politiet, der nu forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

Genetablering af tryghed

Selvom manden ikke er sigtet og ifølge politiet ikke er farlig, har hændelserne skabt utryghed blandt borgerne i Nørre Broby. Politiet forsøger derfor at berolige borgerne.

- Vi vil gerne genetablere trygheden i byen, så borgerne ikke skal gå og være bange for deres børns sikkerhed. Vi kan godt forstå bekymringen, fortæller Jesper Bæk.

Derfor er de gået i dialog med både forældre og byens skoler for at nedbringe utrygheden.

- Man skal lytte på sine børn, hvis de har oplevet noget, og så er det vigtigt at snakke med sine børn om ikke at gå med fremmede eller tage imod slik.   

Læs også Politiets nye teori: To børnelokkere på spil på Fyn