Der er i weekenden blevet stjålet fem minigravemaskiner fra gravearbejde på Stormarken i Søndersø samt Nymarksgyden og Hedebovej i Veflinge på Nordfyn. Det oplyser Fyns Politi.
Der er tale om tre maskiner af mærket Takeuchi model TB125, én af mærket Takeuchi model TB016 og én Case model CX36B.
- Maskinerne har en samlet værdi på over 1,5 millioner kroner. Fyns Politi er meget interesseret i at høre fra folk, som har set noget på stederne i gerningstidsrummet eller har set maskinerne andre steder i Danmark på lastbiler eller andet, eller måske har set dem henstillet det sted, siger vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi.
Tyverierne er sket mellem fredag klokken 17 og lørdag morgen klokken 8.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på telefonnummer 114.