I det fynske folks tjeneste

Fem høns vækker minder om gamle dage for demensramte

Fem høns vækker minder om gamle dage for beboerne på demensafsnittet på Stenstrup Plejecenter. Ifølge medarbejder er nogle beboere livet op efter hønsene er kommet til.

00:41

Der er kommet fem fjerklædte beboere på plejecentret i Stenstrup. Video: Josefine Lygum Kristensen

- De er nu ellers kønne, siger Edith Kirstine Koch og peger over mod det nybyggede hønsehus. 

Hun bor på demensafsnittet på Stenstrup Plejcenter, og de fem sølvplettede høns, der bor i hønsehuset, er nye beboere på samme center, hvor man torsdag officielt kunne indvie det nye hønsehus.

Hønsene er populære hos de ni ældre, der bor på demensafsnittet, men også blandt centrets øvrige beboere. 

- Der har været en utrolig stor glæde fra borgerne på plejecenteret, og det gælder sådan set ikke kun demensafsnittet, det gælder hele plejecenteret. De kommer fra de andre afdelinger og hilser på damerne, siger Anja Skovhøj Christensen, der er social- og sundhedsassistent på centret. 

Fokus på naturen

Det er Anja Skovhøj Christensen selv, der har sørget for at bringe til hønsene plejecentret. De er flyttet ind, fordi plejecentret er med i et projekt, der skal sætte fokus på livskvalitet for beboerne. 

- Vi har valgt at beskæftige os med naturen og få naturen noget mere ind i hverdagen for borgere med demens. Og vi har en fin lukket have, så muligheden for at have høns var en god idé, fordi mange borgere med demens kan relatere til høns, da de er vokset op med dem, siger Anja Skovhøj Christensen. 

Hvad er demens?

Demens er betegnelsen på den tilstand, man kommer i, når de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom. Den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af. Der er dog mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens.

 

Kilde: Videncenter for Demens

Flere videnskabelige undersøgelser peger på, at adgang til natur og et godt udeliv er godt for mennesker med demens. 

De fem høns har fået navne, og i dag er det hønen Eva, Edith Kirstine Koch kæler med. Hønen er opkaldt efter plejecentrets leder. 

- Gok, gok, gok. Jaaa, du er fin, siger hun til hønen, en af medarbejderne holder for hende. 

- De er jo sjove nok sådan en gang imellem at se på, siger Edith Kirstine Koch. 

Læs også Flere ældre får influenzavaccine: - Man kommer nemmere gennem vinteren

Der er en helt særlig grund til, at man har valgt at give hønsene navne, forklarer Anja Skovhøj Christensen. En af de ældre på centret var meget isoleret efter eget ønske, men det ændrede sig, da hun hørte, man skulle have høns.

- Jeg gik ind og fortalte hende, at vi skulle til at have høns, hvor hun stråler og fortæller, at da hun var barn, havde hun selv høns, og hendes far havde givet hende en høne, der hed Merle. Så hvis hun måtte, ville hun meget gerne, at en af hønsene blev opkaldt efter Merle, siger Anja Skovhøj Christensen.

- Nu når jeg kommer ind til hende og siger, at vi skal ud og se til Merle, så kommer hun med ud. Og hun har ikke været med ude i flere år. Gnisten i hendes øjne er vendt helt tilbage. Og når det er dårligt vejr, så tager vi Merle med ind til hende, så hun hilser på Merle hver dag.

Læs også Besparelser i Assens: Sussie frygter fyringer og dødsfald

Lokale kræfter

Efter Anja Skovhøj Christensen havde fået idéen om, at man skulle have høns i den lille lukkede have, lavede hun et opslag på sin facebookvæg, hvor hun efterlyste hjælp til at sætte projektet i værk. 

- Opslaget blev delt rigtig mange gange, og så så Nikolaj Jensen opslaget og kontaktede mig. Han fortalte, at han var demensvenlig i sin butik og fortalte, at han gerne ville sponsorere et hønsehus til os.

Nikolaj Jensen er købmand i Rema 1000 i Vindeby og opslaget gjorde stort indtryk på ham.

- Det ramte mig i hjertet lige med det samme, mennesker der gør noget for andre, det er lige i min ånd. Så jeg tænkte, den springer vi på med det samme, og jeg tog derfor kontakt til hende. Vi fik hurtigt sat noget i gang. Jeg fik ringet til en af mine kammerater, som kunne hjælpe med at få det her hønsehus bygget op. Det gik stærkt, siger han. 

De fem høns, der har boet på plejecentret i halvanden uge, har endnu ikke givet æg, men det er Anja Skovhøj Christensen ikke så bekymret for. 

- De har ikke givet æg endnu, men vi er også i en mørk periode lige nu, hvor hønsene naturligt går ned i ægproduktion. Så vi ser frem til foråret, hvor vi forhåbentligt får æg, siger hun. 

Læs også Tomme hylder på apoteket: - Vi finder en løsning