Fem mænd dømt i stor bedragerisag

En gruppe fynske mænd blev onsdag fundet skyldige i bedragerier for adskillige millioner kroner.

-

En gruppe fynske mænd blev onsdag fundet skyldige i bedragerier for adskillige millioner kroner.

Forbrydelsen var sat i system, og både større og mindre forretningsdrivende blev snydt, fastslog Østre Landsret, som dog valgte at nedsætte straffen i forhold til byrettens dom.

Hovedmanden i affæren er den 34-årige Bent Jacobsen, der begik bedragerier for 8,6 millioner kroner og forsøgte at tilegne sig yderligere 9,8 millioner kroner.

Straffen blev fastsat til fire års fængsel, hvilket er en reduktion på et år sammenlignet med resultatet i byretten. Carsten Broe Kroghsbo, 49 år, blev idømt fængsel i tre år og seks måneder.

I hans tilfælde lægger landsretten vægt på, at en del af bedragerierne blev begået, mens han afsonede en anden dom. Den 36-årige Bent Nymand Kristensen blev idømt tre års fængsel, 28-årige Henrik Jensen fik to års fængsel, og endelig blev straffen til 34-årige Søren Brøner, der har været medlem af Hells Angels støttegruppen Red & White, nedsat til et års fængsel, fordi han i mellemtiden er idømt ni års fængsel for et mislykket forsøg på smugling af amfetamin.

Politiets telefonaflytninger har været med til at fælde gruppen, som købte ind til den helt store guldmedalje uden at betale.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt