Fem unge drev til havs

Fem kåde, unge mennesker fra Middelfart kan nu se frem til en regning for redning og en sigtelse for tyveri af båd efter at de drev til havs onsdag nat.

De fem unge, der ikke alle var helt ædru, satte ud i en båd fra Strandstien i Strib onsdag nat klokken kvart i et. I følge vagthavende ved Fyns Politi syntes de pludselig, at det kunne være sjovt at sejle en tur, og de satte sig derfor ud i en jolle og skubbede sig fra land.

Men der var ingen årer i båden, og strømmen drev jollen til havs og længere og længere fra kysten. Pludselig var de jollen med de fem unge midt ude i bæltet, og det fandt et vidne på kysten så farligt, at han alarmerede politiet.

Politiet tilkaldte Søværnets Operative Kommando for at få en redning i gang, men inden helikopteren nåede frem, var de fem unge drevet i land på Jyllands-siden af Lillebælt. Her stod ordensmagten hurtigt klar til at tage en alvorlig snak med unge.

De kan nu se frem til en sigtelse for brugstyveri og en regning for redningsaktionen fra SOK.

Oversigt

    Oversigt