I det fynske folks tjeneste

Femte fynske fælles sportsfest

Når Årets Sportsnavn på Fyn skal kåres den 11. januar, sker det igen ved et brag af en lørdag i Odense Idrætshal. Et arrangement, som TV 2/FYN og en række organisationer, medier og kommuner står bag.

Fynboerne kan se frem til en folkefest med bigband, rap, skønsang og stribevis af fynske topatleter. En spritny pris til årets fynske idrætsleder og et opvisningsareal er blandt nyskabelserne på eventens 5-års dag.

- Vi er rigtig glade for, at det igen i år er lykkedes at samle kræfterne bag dette arrangement, der er med til at skabe fynsk stolthed og fællesskab. Sportslørdag viser, at vi sammen kan skabe et rigtig flot fynsk udstillingsvindue for vore sejre - i dette tilfælde inden for sportens verden, siger Udvikling Fyns direktør Mads Graves Larsen.

Showets værter er Jim Lyngvild og TV2/FYNs Sandie Hansen Jensen.

- Vi glæder os allerede, og vi har været i idrætshallen og varme op med hulahopringe til vores tv-spot. Jeg tror, det bliver rigtig sjovt, som det plejer, siger Sandie Hansen Jensen.

26 forskellige sportsgrene er i år repræsenteret på sportsmessen ved Sportslørdag, som ikke bare omfatter Odense Idrætshal men også både bowlinghal og isstadion. Det hele munder ud i et show, hvor den fynske sangerinde Julie Bertelsen bl.a. begiver sig ud i en verdenspremiere af en duet med Kristian "UFO" Humaidan akkompagneret af det lokale Tip Toe Big Band.

Der er gratis adgang til showet.

Ved du noget? Så send os et tip