I det fynske folks tjeneste

Kadrii matchvinder: Fjerde sejr til OB på stribe

Med OB's fjerde ligasejr på stribe hopper fynboerne op som nummer tre efter 2-0 over Vendsyssel.

Bashkim Kadrii lynede to gange og sikrede OB en fortjent sejr over Vendsyssel Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Lørdag aften lykkedes det OB at hente alle tre point, da holdet hjemme i Superligaen besejrede Vendsyssel med 2-0.

Det var fjerde ligasejr i træk for fynboerne. Det har de ikke prøvet siden 2010.

Med sejren kravler OB helt op på tredjepladsen med 27 point. Det er på trods af, at holdet kun hentede ét point i de første fem runder. Vendsyssel forbliver på 12.-pladsen.

Kampens helt store spiller var Bashkim Kadrii, der scorede begge værternes mål – et i hver halvleg.

 

Læs også Minut for minut: OB sejrer og napper tredjepladsen

 

Gæsterne lagde ud med at lægge et tungt pres på OB i de første fem minutter, men det var til ingen verdens nytte.

For værterne satte sig herefter hurtigt på spillet og kom også foran efter 18 minutter, da Bashkim Kadrii helt umarkeret kunne sende et indlæg fra Ryan Laursen i mål.

I det 33. minut var hjemmeholdet tæt på at komme yderligere i front, da Kadrii fra baglinjen sendte bolden ind mellem venner og fjender. Dog fik de nordjyske gæster clearet til hjørnespark.

Otte minutter efter pausen fik Kadrii en gylden mulighed for at blive dobbelt målscorer, da han løb i dybden og fik bolden alene med Vendsyssel-målmand Nicolai Flø, men keeperen kom godt ud og afværgede forsøget.

Efter 67 minutters spil brød jublen løs på stadion, da Kadrii flot hakkede bolden i nettet med et fladt vristspark lige uden for feltet.

Kort før tid fik netop indskiftede Kamil Vacek en stor mulighed for at score sit første OB-mål, da han blev spillet fri foran mål, men Vendsyssel-anfører Alexander Juel Andersen nåede tilbage og sendte kampens sidste forsøg ud til hjørnespark.

I næste runde skal fynboerne på en svær opgave, når de gæster FC Midtjylland. Vendsyssel møder hjemme Randers FC.

 

Læs også Falder sammen med OB-kamp: Vej tæt på stadion spærres i flere dage