Ferietid kan skabe kø og længere rejsetid på Fynske Motorvej

Der er særligt flere biler på vejene om lørdagen fra 10 til 16 over sommeren, lyder det fra Vejdirektoratet.

Det er blevet ferietid for mange danskere, som pakker bilen og kører i sommerhus eller krydser grænsen for at tage sydpå. Det kan ses på landets veje, hvor ferietrafikken kan skabe kø og forlænget rejsetid.

Det fortæller Brit Osted Nielsen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.

- Det er specielt om lørdagen i ferietiden, at der er meget trafik på vejene. Man skal virkelig være opmærksom, når man kører derude. Det er særligt mellem klokken 10 og 16, at der er ekstra mange biler.

Ferietrafikken begyndte allerede i sidste weekend, da skoleåret sluttede fredag og landets skoleelever fik sommerferie. Om lørdagen kunne Vejdirektoratet se, at der var flere biler på vejene.

Fynsk trængsel 

Vejene vil være belastede af ferietrafikken indtil midten af august, fortæller Brit Osted Nielsen.

- Det er specielt ned over Køge Bugt Motorvejen, ned sydpå mod færgerne, det er mod Fyn og hen over Fyn, og så er det igennem Jylland til den dansk-tyske grænse.

- Så skal man også være opmærksom på de mindre veje i sommerhusområderne - særligt om lørdagen - fordi det er skiftedag i sommerhusene, så der er rigtigt mange biler, siger hun.

Lørdag i sidste weekend krydsede 17.000 biler grænsen og kørte fra Danmark til Tyskland. Det er knap dobbelt så mange som på en gennemsnitlig lørdag, hvor 10.000 biler krydser grænsen.

43.100 biler kørte over Lillebæltsbroen sidste lørdag, hvilket også er langt flere end de 31.000 biler, som gennemsnitligt kører over.

- Man skal holde god afstand til de bilister, som kører foran. Og så er det en god idé at tage rigeligt med vand med i bilen, for det kan blive meget varmt at sidde i kø, lyder rådet til bilisterne fra Brit Osted Nielsen. 

 

Oversigt

    Oversigt