Fire uheld inden for få timer: Ferietrafik og uheld gav kø på Fynske Motorvej

Fire uheld inden for kort tid har sammen med ferietrafik skabt problemer på Fynske Motorvej. Ingen personer er kommet til skade ved uheldene.

Ved Aarup på Vestfyn har der omkring middag været flere uheld, som har skabt problemer for ferietrafikken. 

Tre separate uheld, hvor biler er kørt sammen, har sendt politiet på arbejde. 

- Der har udelukkende været materiel skade. Det vil sige, der er ikke nogen, der er kommet til skade, siger Milan Holck Nielsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Ifølge vagtchefen er oprydningen blevet hurtigt overstået.

- Trafiktætheden taget i betragtning, og når man tænker på, der er en smallere vejbane på grund af vejarbejdet derude, så vil jeg tillade mig at sige, det er hurtigt afviklet, siger han. 

Vejdirektoratet skriver på deres hjemmeside, at man kan forvente forlænget rejsetid på omkring 20 minutter. 

Endnu et uheld ved Odense

Over middag er politiet også til stede mellem afkørsel 52 Odense SV og afkørsel 53 Odense V, hvor endnu et uheld har ramt ferietrafikken. 

- Der er også kun sket materiel skade, og de er ved at rydde op derude nu. Der er lidt olie på vejbanen, som de også skal have væk, fortæller vagtchefen. 

Det venstre spor er spærret, og politiet forventer, oprydningsarbejdet forventes afsluttet omkring klokken 14. 

Oversigt

    Oversigt