Fertilitetsklinikker tolker aldersregel forskelligt

Der er forskel på, hvordan fertilitetsklinikker læser reglerne i forhold til aldersgrænsen på 40 år. Fynske kvinder kan starte behandling frem til, de fylder 41 år, hvor kvinderne på Sjælland bliver afvist efter, de er fyldt 40.

På de offentlige fertilitetsklinikker rundtom i landet er der en aldersgrænse på 40 år.

Men der er forskel på, hvordan klinikkerne tolker den grænse, alt efter hvor man henvender sig. Det skriver DR Syd.

Kvinder på Fyn og i Jylland kan starte fertilitetsbehandling, frem til dagen før de fylder 41 år.

Men på Sjælland ser det anderledes ud. Her bliver kvinder afvist behandling, hvis ikke de er kommet i gang, inden de er fyldt 40. 

Det vækker undren hos Tina Teglgaard fra Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse.

- Det giver jo slet ikke mening. Hvorfor skal der være ulighed, alt efter hvilken del af Danmark man bor i? Det burde være ens for alle at få tilbudt samme behandling efter samme regler, siger hun til DR Syd.

Til dagligt arbejder Tina Teglgaard som fertilitetsterapeut i København, hvor hun ofte møder sjællandske kvinder, der er blevet for gamle til at starte i behandling i deres egen region.

Når der er lukket for behandling i det offentlige, kan de sjællandske kvinder enten søge til de private klinikker, til udlandet - eller køre over til de vestdanske klinikker i Odense, Horsens, Aalborg eller Skive.

Den mulighed har knap 100 kvinder benyttet sig af de seneste to år, viser en rundspørge, DR Syd har lavet.

Hans Christian Schmidt (V), medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, opfordrer klinikkerne til at sørge for, at de får ensartede regler.

- Befolkningen må synes, det er underligt, at i så lille et land med så klare regler på det her område - og så er myndighederne ikke i stand til at afgøre, hvad tallet 40 betyder, siger han til DR Syd.

Dansk Fertilitetsselskab forsøger igen at finde en fælles løsning på dets årsmøde til marts.

Men lykkes det ikke for fertilitetsklinikkerne at blive enige, må det tages op politisk, siger Hans Christian Schmidt (V), der i så fald vil henvende sig til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Oversigt

    Oversigt