I det fynske folks tjeneste

Festival indtages af cirkus og gøgl

02:37

Årets blomsterfestival i Odense får tema med særlig fokus på børn og barnlige sjæle - samt en herrelounge til fædrene.

Odense Blomsterfestival 2016 er ved at tage form, og årets tema bliver lige så kulørt som de mange krukker på Flakhaven. Det bliver cirkus og gøgl.

- En masse cirkusartister er booket alle dage. Scenen på Flakhaven er booket konstant. Fredag har vi også Ghita Nørby, der kommer forbi, fortæller festivalens sekretariatsleder Henrietta Rasmussen.

Selvom kalenderen siger sommer, er vejret ikke helt enigt, og vinden har gjort den forgangne uge til en kold affære for folkene på Flakhaven, mens de har bygget pladsen op.

- Vi har hørt, at der kommer godt vejr, og det er jo bedre, at der kommer godt vejr, når vi åbner, siger hun.

Sekretariatslederen håber, at årets tema vil tiltrække unge og børnefamilier. Og ideen om at kombinere festivalen med cirkus og gøgl har fået en positiv modtagelse i artistverdenen.

- Jeg har desværre været nødt til at beskære, hvem der skal med og hvem skal ikke. Alle har haft lyst til at komme med, forklarer han.

Bland de kunstnere, der dukker op, er klovnen Benny Schumann, nycirkusvarieten TinCanCompany, Det Marcherende Cirkusorkester og de små cirkusartister fra Danseakademi City Ballet samt som nævnt Ghita Nørby, der er inviteret for at navngive en rose fra den lokale forædler Rosa Eskelund

Derudover vil der være et 22 meter bredt cirkustelt med en højde på mere end 10 meter samt en særlig herrelounge lavet i samarbejde med Bryggeriet Flakhaven.

Ved du noget? Så send os et tip